Torvehal Bornholm

Visuel identitet til madmarked

 

UDFORDRING

 
 
 

Torvehal Bornholm er et madmarked beliggende i det tidligere Rønne Slagterhus. Her finder du de allerbedste Bornholmske fødevareproducenter under et tag, fra veletablerede fødevaremærker til nye innovative startups.

Den sanselige atmosfære, fyldt med smage, dufte og mangfoldighed blandt markedets producenter, gør Torvehal Bornholm til et madmarked ud over det sædvanelige.

Men hvordan koger man en strøm af indtryk ned til en visuel identitet, der kan formidle Torvehal Bornholms unikke kvaliteter?

I et marked med skarp konkurrence fra alle de gastronomiske tilbud i bylivet, kom Torvehal Bornholm til 1508 med denne udfordring.   

Kontakt

Mikkel Jespersen
mje@1508.dk

 

KONCEPT

 
 
 

Vi så, at konceptet for Torvehal Bornholms visuelle identitet skulle drives af det liv og den mangfoldighed, der indkapsler markedets stemning. Travlheden skulle komme til udtryk som energi, og alsidigheden blandt de mange producenter kaldte på en visuel stil, der inviterede til leg og opdagelse.

Vigtigst af alt skulle kernen af den visuelle identitet være dynamisk, for at kunne rumme Torvehal Bornholms konstante forandring, hvor nye fødevareproducenter hele tiden flytter ind.

 
 

LØSNING

 
 
 

Resultatet blev en kombination af en unik typografi, hvor bogstaver integreres med ikoner. Dette skaber et visuelt udtryk, der konstant kan tilpasses den konkrete kontekst. 

I uendelige kombinationer mellem tekst og ikoner, imødekommer Torvehal Bornholm både den enkelte producents unikke stil og markedets kollektive udtryk og stemning.